Før du tager til udlandet bør du vide:
Kender du Pensionsstyrelsens skema vedr. social sikring ved udlandsrejser med hjælpere?
BPA-brugere med arbejdsgiveransvar har mange pligter. En af dem er at underrette Pensionsstyrelsen, når vi rejser til udlandet med hjælpere, så hjælperne bevarer retten til danske sociale ydelser under opholdet.
Her er en vejledning til skemaet.
Har du overdraget dit arbejdsgiveransvar til LOBPA, en privat leverandør eller en nærtstående, skal denne udfylde skemaet på dine vegne. Du skal blot huske at oplyse, at du tager til udlandet og har hjælperen/hjælperne med.
Hvorfor skal skemaet udfyldes?
Selv om en person bor i Danmark og arbejder for en dansk arbejdsgiver, kan de ikke automatisk bevare rettigheder til dansk social sikring, når de i forbindelse med arbejdet krydser grænsen til et andet land.
Hvis hjælperen ikke har dokumentation på, at han/hun er omfattet af reglerne om social sikring i det land, de kommer fra, er de omfattet af de regler om social sikring i det land, hvor de fysisk og faktisk arbejder i en periode.
Det betyder, at både arbejdsgiver(bruger) og arbejdstager(hjælper) skal rette sig efter reglerne i det land, hvor arbejdet udføres og betale sociale bidrag m.v. til det pågældende land i den periode.
Reglerne gælder også, hvis det bare er en 1-dags tur til Tyskland.
I EU har vi nogle fælles koordineringsregler, der betyder, at hvis du og din hjælper indsender Spørgeskema til brug for afgørelse om social sikring, kan din hjælper bevare retten til dansk social sikring, når han/hun arbejder i udlandet for dig under f. eks. din ferie.
De danske regler om social sikring omfatter flg.:
Sygesikring
Syge- og barselsdagpenge
Social pension, ATP, revalidering m.v.
Arbejdsskadeforsikring og erhvervssygdomme
Arbejdsløshedsdagpenge
Familieydelser
Vejledning til udfyldelse af skemaet
På hjemmesiden www.penst.dk er der en rubrik på forsiden, der hedder blanketter, klik der. Lidt nede på den nye side finder du en bjælke, der hedder dansk social sikring i udlandet.
Herunder skal du klikke på "Spørgeskema ved arbejde i EU fra 1. maj 2010".
Herefter kommer en ny side, hvorfra du kan downloade skemaet.
Om indsendelse se nederst på skemaets s. 5.
Skemaets side 1
I det lyseblå felt øverst på siden står der, at der skal indsendes kopi af ansættelseskontrakt og/eller udstationeringskontrakt. I nogle kommuner har brugeren kun en blanket for medarbejdertilgang, hvis kommunen varetager lønudbetalingen (f.eks. Aarhus) .
Medsend en kopi af den dokumentation for ansættelsen du har og skriv i punkt 9 "Øvrige bemærkninger", side 5, hvorfor du ikke har vedlagt kopi af kontrakten. F.eks. at der ved BPA-ordningen i din kommune normalt kun udfyldes en medarbejdertilgang ved ansættelse af hjælpere.
Punkt 1 drejer om oplysninger om hjælperen og stillingsbetegnelsen skal bare være handicaphjælper. Husk ansættelsesdato under "Erhvervsmæssig status".
Punkt 2 omhandler virksomheden, altså dig som arbejdsgiver. Start med at sætte X ved A. "Arbejdsgiver". Hvis du ikke har et selvstændigt CVR nummer fordi kommunen varetager lønadministrationen, må kommunen oplyse hvilket CVR nummer du skal bruge.
Under branche skal du bare skrive handicaphjælper.
Spørgsmålet ved B. "Er arbejdsgiveren et vikarbureau", sæt X ved nej.
Skemaets side 2
Oplysninger til punkt 3 skal du have fat i fra din hjælper, hvis han/hun arbejder flere steder end lige netop hos dig. Ellers kan punktet springes over.
Punkt 4 og frem til punkt 8 udfylder vi ikke. Det handler kun om de tilfælde, hvor hjælperen kun arbejder i ét land. Bare en smuttur til Tyskland er arbejde i flere lande, nemlig Danmark og Tyskland.
Skemaets side 3
Side 3 udelades, da det handler om arbejde i ét land.
Skemaets side 4
Nederst på siden finder vi punkt 8, hvor der skal X ved Ja, fordi Danmark også skal tælles med, når du tager på ferie i udlandet.
Skemaets side 5
Her skal du afkrydse de lande, som du kommer til.
Husk at afkrydse Danmark.
F. eks. hvis du skal på kør-selv ferie til Frankrig, skal du afkrydse
Danmark, Tyskland, Frankrig og evt. Luxembourg, hvis du kører den vej.
Desuden kan du f.eks. afkrydse Sverige, hvis du skulle finde på at tage en smuttur dertil.
En linie med andre landområder. Her vil det være klogt at ringe til Pensionsstyrelsen på 33 95 50 00, da der skal bruges andre skemaer, hvis du rejser udenfor EU.
C. Periode.
Her kan du godt skrive din feries start- og slutdato på, men
vær' opmærksom på, hvis du alene skriver en ferieperiode på f.eks. 14 dage, vil du modtage en afgørelse, der præcist dækker de oplyste dage.
Hvis du under punkt 9 "Øvrige bemærkninger" skriver, at du også skal på weekend-tur til f. eks. Berlin, Sverige eller Holland og et par 1 dags ture til Tyskland, men endnu ikke ved, hvornår det skal være, vil du sandsynligvis modtage en afgørelse der gælder i 12 måneder.
D og E skal opgøres i %. Hvis du er på ferie i 14 dage vil det svare til, at du skal skrive 96,15% i D og 3,85% i E; men hvis der skal være plads til en weekend og 1 tur til Tyskland, så skriv 95% i D og 5% i E. Husk det skal sammenlagt give 100 %.
Punkt 9 er til Øvrige bemærkninger. Jeg har i det ovenstående henvist til et par ting, der bør nævnes under punktet. Iflg. Pensionsstyrelsen vil det være en god ide at lave en bred beskrivelse af, hvad en BPA-ordning er og hvor meget, der rejses. Det giver Pensionsstyrelsen et mere nuanceret billede af
det særlige ved BPA-ordningen og et bredere grundlag til at træffe en afgørelse.
Til slut under punkt 10 skal både bruger og hjælper skrive under.
Held og lykke med skemaet!
Det er ikke sikkert, at du har fået svar fra Pensionsstyrelsen inden du rejser, da de p.t. har en 3 - 4 måneders svartid.
Det skal afslutningsvis nævnes, at Pensionsstyrelsen har udtalt, at hvis man skulle få f.eks. en afbudsrejse og ikke kan nå at få udfyldt skemaet, kan det altid indsendes, når du kommer hjem igen.
Gennemgangen af reglerne er baseret på oplysninger fra Pensionsstyrelsens afdeling International Social Sikring, som er formidlet til bladet Brugeren via BPA-arbejdsgiver.
Artiklen er en let omskrevet fra Brugeren nr. 65 juni 11.
Tak til Brugeren og Lars P. Jacobsen!